I denne uge warper rumskibet Enterprise og dets galante besætning atter ind i de danske biografer. Der er nemlig premiere på "Star Trek Into Darkness" - J.J. Abrams' actionspækkede fortsættelse til sin egen fænomenale "Star Trek"-reboot fra 2009. Og for nylig var Filmz TV i London for at tale med en række af filmens skuespillere: Chris Pine (Kirk), Zachary Quinto (Spock), Alice Eve (Carol Marcus), Zoe Saldana (Uhura), Karl Urban (McCoy) og Simon Pegg (Scotty). Vi fik talt om alt fra forskellen på "Star Trek Into Darkness" og dens umiddelbare forgænger, skuespillernes fremragende kemi og besværlighederne ved at tale klingon.